Kostpolitik
Fuld forplejning
Maden der serveres er sund, varieret og følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så børnene får energi til leg, læring og bevægelse.
Vi ønsker, at alle børn får et måltid, der tager hensyn til deres individuelle behov. Derfor følger vi gerne diæter eller kosthensyn, som forældre ønsker for deres barn, så længe disse lever op til Sundhedsstyrelsens kostanbefalinger.
Hvis diæten kræver særlige erstatningsvarer, fx på grund af allergier, vil vi bede forældrene om at medbringe disse fødevarer til barnet. Det aftales altid nærmere med personalet, så det sikres, at barnet får en passende og nærende kost.
Har du spørgsmål om diæter eller kosthensyn, er du altid velkommen til at kontakte os.
Søde sager indgår ikke som en fast del af børnenes daglige kost. Vi lægger vægt på at tilbyde sund og varieret mad i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Der kan dog forekomme søde sager ved særlige lejligheder, fx til jul, fastelavn, påske, fødselsdage eller andre arrangementer. Derudover kan børnene i ny og næ få en mindre sød snack, eksempelvis en kiks i forbindelse med en tur eller anden særlig aktivitet.
Kun i forbindelse med barnets egen fødselsdag må barnet medbringe søde sager til at dele ud. Du kan læse mere om dette i afsnittet “Fødselsdage”.
Hvis man ønsker at fejre sit barns fødselsdag i Børnehuset, kan fejringen foregå enten i barnets egen gruppe, De Små Egern eller De Store Egern, eller for hele Børnehuset, dvs. både De Små Egern og De Store Egern.
Til fødselsdagen må barnet medbringe én ting pr. barn, fx en bolle, pizzasnegl, pølsehorn, et stykke kage eller lidt slik. Vi ønsker ikke, at hele slikposer deles ud til hvert barn, for at holde fejringen enkel og i overensstemmelse med vores sukkerpolitik.
Ønsker man at fejre sit barns fødselsdag i eget hjem, gælder det ligeledes, at fejringen afholdes for hele den gruppe, som barnet tilhører, eller for hele Børnehuset. Dette er for at sikre, at ingen børn oplever at blive ekskluderet fra fællesskabet.
Som vært er man ansvarlig for, at der er noget at spise til alle børn. Der skal derfor tages hensyn til de børn, som følger særlige diæter eller har særlige kosthensyn, så alle kan deltage på lige fod. Personalet hjælper gerne med information om eventuelle kosthensyn og kan rådgive om, hvilke hensyn der skal tages.
