Mød personalet

personalet

Thewan – pædagog i 12 år (yderst til venstre)

Thewan er primært at finde hos de store egern, hvor han med sit rolige væsen og gode humør skaber tryghed, nærvær og masser af leg. Han er manden bag bålet, ham der altid er klar på at sætte en leg i gang – og selvfølgelig også ham, der gerne kryber med i sofaen og læser en god bog sammen med børnene. Thewan elsker at være aktiv sammen med børnene og har et godt blik for at følge deres initiativer og gøre dem til fælles oplevelser.

Ninna – pædagog i 7 år & pædagogisk leder (midten)

Ninna er pædagogisk leder i Egernhulen og har sin primære hverdag hos de små egern. Hun brænder for nærvær, relationer og for at skabe en hverdag, hvor børnene får mulighed for at udforske, lege og udvikle sig i deres eget tempo. Ninna er altid klar på en god bevægelsesleg, krea, sang, fjolleri og nye idéer – og hun elsker at være nysgerrig sammen med børnene. Hun har samtidig det overordnede blik for, at Egernhulen er et trygt, udviklende og rart sted at være – både for børn, forældre og personale.

Jane – dagplejemor i 16 år & pædagogmedhjælper i 11 år (yderst til højre)

Jane er primært at finde hos de store egern, hvor hun med sin store erfaring og varme væremåde er med til at skabe en tryg og hyggelig hverdag. Jane er Egernhulens helt egen “hygge og jord-til-bord-dronning”. Hun er kvinden, der får hele Egernhulen til at dufte af nybagte “Janeboller”, når hun åbner om morgenen – og som altid har noget hyggeligt i gang. Jane brænder for at give børnene erfaringer med “jord til bord” og tager dem gerne med i køkkenet, hvor der blandt andet bliver lavet æblegelé, marmelade og andre lækkerier sammen med børnene. Hun er også altid klar på krea, små projekter, fordybelse og hyggelige stunder – og ikke mindst på at følge børnenes idéer og nysgerrighed.