Pædagogisk læreplan

Den pædagogiske læreplan

Forord:

I Børnehuset Egernhulen tager vi udgangspunkt i den pædagogiske læreplan som en ramme og en retning for udviklingen af vores pædagogiske praksis og vores hverdag i Egernhulen. Vi ønsker derfor én gang om året at revidere og justere i den, så vi løbende tager stilling til hvem vi er, hvad vi gør og hvor vi gerne vil udvikle os. Vores læreplan skal tage udgangspunkt i vores pædagogiske grundlag, som består af en række fælles centrale elementer, som er kendetegnet for den forståelse og tilgang, hvormed vi arbejder med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det pædagogiske grundlag består af en række fælles centrale elementer:

  • Barnet i centrum
  • Leg som læring
  • Fællesskab og inklusion
  • Natur og bevægelse

Derudover vil arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø indtænkes i vores arbejde med læreplanen. Samt hvordan vi inddrager lokalsamfundet og hvordan legen er en central rolle i dagligdagen. 

Vi vil starte med at beskrive vores værdigrundlag, denne del håber vi er en mere fast beskrivelse af Egernhulen, hvor vi senere, under læreplanstemaerne vil have en mere dynamisk beskrivelse af hvordan vi arbejder med de seks læreplanstemaer i vores rutiner, i vores planlagte aktiviteter samt den generelle hverdag.

Den styrkede læreplan skal være med til at sætte retning for os, den skal medføre at pædagogikken folder sig ud.

Vi håber at den styrkede pædagogiske læreplan også kan anvendes af forældre og være et godt dialogredskab i det daglige forældresamarbejde. Vores bestyrelse vil også være omkring den styrkede pædagogiske læreplan, når den skal evalueres og justeres. For personalet skal den styrkede pædagogiske læreplan anvendes som arbejdsredskab omkring udviklingen af det pædagogiske arbejde.

 

Hvem er vi:

Børnehuset Egernhulen

Skærbækvej 16

6520 Toftlund

Vi har åbent:

Mandag – torsdag: 6:15 – 16:45

Fredag: 6:15 – 16:00

 

Børnehuset Egernhulen er et lille privat børnehus. Vi er normeret til 40 børn – 12 vuggestuepladser og 28 børnehavepladser. 

Vuggestuen er samlet på en stue ’’De små egern’’ og børnehaven er samlet som de ’’De store egern’’.  

Vi har ikke meget plads, derfor benytter vi alle rum til vores pædagogiske arbejde. Børnene hjælper med maden i køkkenet, der bliver malet og afholdt børnemøder på kontoret, der danses og leges i garderoben – kun fantasien sætter grænserne.  

Udendørs har vi en stor dejlig legeplads med plads til cykler, løb og boldspil. Derudover er der gynger, rutsjebane, sandkasse og legehuse. Vi anvender også hele lokalområdet som er fyldt med fantastiske skovområder, skjulte løbestier, Arrild sø og meget mere!

Vi er en lille institution med et stort ønske om at skabe kvalitet i børnenes liv. Vi bestræber os på at skabe de bedste rammer for at børnene kan udvikle selvværd, som udgangspunkt for deres øvrige udvikling. At give børnene en oplevelse af egen værdi og at vi alle er lige værd.  

 

Egernhulens børn skal have en tro på dem selv og tillid til andre.

 

 
Pædagogiske værdier i Egernhulen:

Børn i Egernhulen skal udvikle sig til deres bedste potentiale, så de får mod på livet og på deltagelse i fællesskabet. Alle børn skal være en del af fællesskabet til trods for deres unikke egenskaber, interesser, evner og baggrund. Egernhulens centrale værdier er samhørighed, barnet i centrum, fællesskab, faglighed og ikke mindst natur og bevægelse.  

 

Samhørighed – Vi vil noget og vi vil det sammen.

Det betyder i praksis, at vi har et åbent hus, hvor aktiviteter, leg og traditioner skaber den trygge base, der giver os plads til at eksperimentere og indtage omverdenen. Vi respekterer hinandens forskelligheder, hinandens faglighed og vi går forrest i ord og handling.

 

Barnet i centrum – Vi møder hvert barn med respekt for deres tempo, behov og personlighed

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer, interesser og udviklingsniveau. Gennem nærværende relationer og anerkendende samspil skaber vi trygge rammer, hvor barnet oplever sig set, hørt og værdsat. Vi understøtter barnets medbestemmelse og giver plads til, at det kan udvikle sig i sit eget tempo.

 

Leg som læring – Leg er barnets naturlige måde at udvikle fantasi, sprog og sociale kompetencer på

Legen er grundlaget for børns trivsel, læring og udvikling. Vi skaber inspirerende læringsmiljøer, hvor børnene gennem leg får mulighed for at udforske, eksperimentere og udvikle deres fantasi, sprog, kreativitet og sociale kompetencer. De voksne deltager aktivt og understøtter legen, når det er relevant.

 

Fællesskab og inklusion – Hos os oplever alle børn at høre til og blive set

Vi arbejder for at skabe inkluderende fællesskaber, hvor alle børn oplever at høre til og have betydning. Gennem positive relationer, respekt for forskellighed og fokus på fælles oplevelser styrker vi børnenes sociale kompetencer, empati og evne til at indgå i fællesskaber på tværs af alder, interesser og forudsætninger.

 

Natur og bevægelse – Vi bruger naturen som læringsrum til leg, udforskning og motorisk udvikling

Vi bruger naturen som et aktivt læringsrum, der giver børnene mulighed for at udforske verden med hele kroppen og alle sanser. Gennem udeliv, bevægelse og naturoplevelser styrker vi børnenes motoriske udvikling, nysgerrighed, handlekompetence og forståelse for naturen og dens sammenhænge.

 

Inddragelse af lokalsamfundet

Egernhulen er beliggende i naturskønne omgivelser tæt på skov og sø i Arrild, som er en lille sønderjysk landsby. Vi har et tæt og godt samarbejde med forældregruppen og lokalmiljøet.

Børnehuset bruger skolens gymnastiksal flere gange om ugen, og børnene introduceres til det lokale foreningsliv. De lokale foreninger kommer og sætter plakater og tilmeldingssedler op på infotavlen i garderoben, og vi hjælper dem med at male fastelavnstønder, lave Sankt Hans heks og klippe julepynt til byens juletræer.

Vi besøger ofte byens landmænd, hvor vi kan opleve gårdens dyr, og vi tager også på tur til Feriebyens legeplads, Præsteskoven og Feriebyens skov, ligesom vi bruger

Spejderhyttens udeområde til leg og aktiviteter. I den lokale Brugs handler vi altid ind til vores måltider.

De ældste børnehavebørn går Lucia i kirken og i Brugsen, og både børn fra børnehaven og småbørnsgruppen deltager i musikalsk legestue i kirken. Ved juletid deltager alle børn i Børnehuset i Julegudstjeneste i kirken sammen med skolen. Vi modtager også ofte papir, syltetøjsglas, legetøj, donationer og andet fra byens borgere.

 

Faglighed og trivsel – Vi vil et stærkt fagligt arbejdsfællesskab.

Kvalitet i forhold til pædagogisk udvikling skabes gennem personalets engagement og faglighed.

Kvaliteten skabes således via fokus på medarbejdernes faglighed og kompetenceudvikling, samt på trivsel, samarbejde og at have fokus på Egernhulen som en attraktiv arbejdsplads.

Den fælles kompetenceudvikling hvor alle ansattes faglighed vedligeholdes og udvikles i hverdagens læringsrum. Dette indebærer, at vi kontinuerligt beskæftiger os med udvikling af det pædagogiske arbejde, en faglig (selv)refleksiv praksis og ved at arbejde med en målorienteret praksis.

Pædagogisk udviklingsarbejde, vidensdeling, evaluering og dokumentation skaber og fastholder viden. Vi deler viden og udvikler pædagogikken gennem refleksion, fælles uddannelse, pædagogisk faglighed – og med vished om at vores forskellighed giver den nødvendige dynamik.  

 

Legen

Leg er en gennemgående del af vores hverdag. Gennem legen lærer børnene om verden. I vuggestuen begynder børnene så småt at efterligne de voksne. De begynder at finde ud af hvordan man agerer socialt ud fra fælles regler og “almen dannelse”.

Vuggestuebørnene er kreative, bruger deres fantasi, lærer at håndtere nederlag, vækker nysgerrigheden og oplever samhørighed. Børn har et kæmpe socialt potentiale og lyst til at lege med hinanden – det er den største drivkraft. Kommunikationen med hinanden bliver sat i spil verbalt og nonverbalt, og det at kunne invitere et andet barn med i sin leg, vise sin glæde eller sige fra bliver vigtige elementer i legen.

Vores små vuggestuebørn har ofte brug for de voksne til at støtte og guide dem i mange af legens facetter. De har brug for voksne der er nærværende og tæt på dem. Derfor sidder vi voksne ofte på gulvet i børnehøjde, klar til at igangsætte eller støtte børnene i at lege. Pædagogen er både rollemodel i den fælles leg med børnene, og kan være facilitator i den mere frie leg.

De større børn finder sammen i mindre børnefællesskaber og skaber spontane og selvorganiserede lege. Børnene har ofte medindflydelse på, om de vil lege ude eller inde, samt hvad der leges.

I et hus med små rum skal vi være opmærksomme på de børn der leger ”alene”, personalet reflekterer over, hvad der er årsagen til dette og undersøger det ved, at gå i dialog med barnet. Vi hjælper barnet med at sætte ord på dets valg, og understøtter deres valg eller hjælper dem videre. Dialogen viser ofte, at barnet vælger alene-legen i perioder, hvor det selv er nysgerrig på noget, som aktuelt er vigtigere for det end fælleslegen. Hvis det er fordi barnet ikke har nogle at lege med og at det ikke er et positivt valg, guider personalet barnet til at komme med i en fælles leg med andre børn.  

Pædagogen er med på børnenes sidelinje til at rammesætte, yde omsorg, støtte og guide. Dette åbner muligheden for at inddrage børn, der står uden for legen. Ligeledes er der fokus på børn i udsatte positioner.  

I Egernhulen betyder det at størstedelen af barnets tid i Egernhulen bliver brugt på leg.

Vores hus indeholder mange forskellige læringsmiljøer og disse er løbende i forandring. 

legen

 

Sammenhæng i overgange

Børn der starter i vuggestuen, oplever for de flestes vedkommende for første gang i deres liv at blive adskilt fra deres forældre. Derfor er en tryg indkøring særlig betydningsfuld. Ved opstart den første dag, får vi i dialogen med forældrene basisviden om barnets opvækst. Dette for at kende til barnets forudsætninger, vaner, rytmer, ressourcer og udfordringer, så vi bedst mulig kan skabe tryghed og genkendelighed for barnet. Overgange markerer et skift og sådanne skift kan give uro hos børnene da det er et farvel til det kendte og trygge. Det er derfor vigtigt, at vi sikrer en grad af kontinuitet, sammenhæng og alderssvarende indblik i børnenes liv, så de er klar til mødet mellem de forskellige sociale arenaer.

Vi har fokus på gode overgange fra vuggestue til børnehave til skole. Beslutning om hvornår barnet skifter tages i videst muligt omfang med udgangspunkt i barnets personlige, sociale, sproglige og motoriske kompetencer samt med afsæt i børnenes venskaber. I perioden op til skiftet, vil barnet blive tilknyttet en stue og flere gange, sammen med en ven og en voksen fra vuggestuen, besøge børnehaven og i roligt tempo opstarte en relation.  

Vi har en fast tradition når et barn rykker fra vuggestuen til børnehaven. Vuggestuebarnet holder afslutning på egen stue, hvorefter hele huset samles på gangen. Her kører barnet i vores hjemmelavede børnebus fra vuggestuen og ned i børnehaven. Det er en stor dag for alle og er med til at visualisere, både for barnet der skal skifte stue, men også for resten af huset. Det giver anledning til gode snakke og børnehavebørnene blive bevidste om den nye kammerat, der skal gå på deres stue. Det sidste år inden skolestart har vi fokus på et læringsmiljø med flere krav til bl.a. selvhjulpenhed og skoleparathed. Fra foråret året før deler vi børnehavebørnene i aldersopdelte grupper (som en ugentlig aktivitet eller i aldersopdelte temadag), hvor førskolebørnene i fællesskab med jævnaldrende får positive oplevelser. Vores storegruppe spiser hver dag sammen. Her øver vi os i, blandt andet, at høre historielæsning imens vi spiser, have samtaler om skolelivet og det der venter. 

 

SMITTE-modellen

Som redskab til både planlægning og udvikling har vi valgt at anvende SMITTE-modellen.

SMITTE er et redskab til både planlægning, udvikling og evaluering. Når vi anvender SMITTE-modellen, skal vi konkretisere vores mål og undervejs være opmærksomme på/holde øje med, hvad vi ser, hører, føler og mærker på vej mod målet.

SMITTE skal opfattes som et dynamisk redskab, hvor man springer frem og tilbage mellem de 6 elementer: Sammenhæng, Mål, Inklusion, Tiltag, Tegn og Evaluering.

smitte

Når man planlægger efter SMITTE-modellen, er det hensigtsmæssigt at springe frem og tilbage mellem de forskellige punkter for bedst muligt at se tingene i en sammenhæng. Det er endvidere tanken, at man undervejs i gennemførelsen af det planlagte justerer tiltagene, hvis man ikke får øje på de ønskede eller forventede tegn.

 

De 6 læreplanstemaer

6 læringstemaer

 

Alsidig personlig udvikling

Vi understøtter børnenes udvikling af selvværd, selvstændighed og tro på egne evner.

Gennem anerkendende relationer og deltagelse i hverdagens aktiviteter får børnene mulighed for at udvikle deres identitet og opleve, at deres tanker, følelser og initiativer har værdi.

De voksne støtter børnene i at træffe valg, håndtere udfordringer og udvikle robusthed gennem trygge rammer og positive fællesskaber.

 

Sådan gør vi i Egernhulen:

Vi er opmærksomme på, at de fysiske læringsrum samt de læringsmiljøer vi opstiller i løbet af dagen. Vi har fokus på, at alle børn mødes i deres hverdag af omsorgsfulde og anerkendende voksne, der har indlevelse og forståelse for deres perspektiver. Som nysgerrige, interesserede og deltagende voksne, motiverer vi gennem opmuntring og omsorgsfulde skub. Herved understøtter vi børnene til at udforske deres omgivelser og udfordre sig selv. 

Vi stiller os til rådighed for det enkelte barn, så det kan få hjælp til at lykkes. Vi anerkender verbalt børnenes følelser, initiativer samt gåpåmod, og udviser glæde sammen med dem.

Børnene i Egernhulen er de fleste formiddage sammen i mindre grupper fordelt i huset sammen med en voksen. Nogle grupper opstår spontant efter børnenes ønske, andre er pædagogisk opdelt efter aktivitet, køn, alder eller pædagogiske faglige begrundelser. 

 

Tegn på vi opnår målet:

  • At barnet skal blive selvhjulpne svarende til det enkelte barns alder og udvikling.
  • At barnet skal lære at se det gode i at have tætte venskaber og gode legerelationer.
  • At barnet skal opleve glæde ved at indgå i fællesskaber.
  • At barnet tager selvstændige initiativer.

 

Social udvikling

I Egernhulen er fællesskabet en central del af børnenes hverdag. Vi arbejder aktivt med at udvikle børnenes sociale kompetencer gennem leg, samarbejde og fælles oplevelser.

Børnene lærer at vise omsorg, indgå i relationer, løse konflikter og tage hensyn til andre. Vi skaber inkluderende fællesskaber, hvor alle børn oplever at høre til og bidrage med deres ressourcer.

 

Det gør vi i Egernhulen:

Vi er opmærksomme på, at alle børn indgår i sociale fællesskaber, da det er i disse fællesskaber meget af deres sociale læring og udvikling finder sted og fremmes. Vi har fokus på, at alle læringsmiljøerne børnene møder i deres hverdag, både legen, pædagogiske tilrettelagte aktiviteter og hverdagens rutiner støtter op om og styrker dette. Især legen har stor betydning for social læring. Derfor opstiller vi læringsmiljøer, der understøtter børnenes lyst til at lege, udforske og eksperimentere.

Vi hjælper dem ind i legefællesskaberne, hvor vi bruger forskellige pædagogiske værktøjer f.eks. konflikthåndtering, guidning, ”forstørrelse” af det enkelte barns kompetencer, sætter ord på følelser og demokratiske tilgange, hvor vi øver os i at skiftes om legetøjet. Vi har fokus på, at det er gennem deltagelse i fællesskaber, at børnene oplever, at de hører til, har en værdi, udvikler empati og sociale færdigheder. I vores samværsform er vores kommunikation positiv og vi møder alle med positive forventninger.  

Det fremmer det enkeltes barns tro på sig selv og giver livsmod. Forældrenes kendskab til hinanden, har stor betydning for deres børns venskabsdannelser. Vi har løbende dialog med forældrene omkring, hvordan de kan bidrage til hele børnefællesskabets sociale læring. For at sikre, at vores læringsmiljøer altid er tilpasset den enkelte børnegruppe og er fremmende for det enkelte barns sociale læring, laver vi løbende evalueringer og justeringer. 

 

Tegn på vi opnår målet:

  • At børnene viser initiativ til at gøre tingene selv, -med eller uden guidning.
  • At børnene med stolthed gør opmærksom på deres kunnen; ”Se, hvad jeg kan!”
  • At børnene tilbyder hjælp til hinanden.

 

Kommunikation og sprog

Sprog udvikles gennem relationer, dialog og deltagelse i meningsfulde fællesskaber. Vi understøtter børnenes sproglige udvikling gennem samtaler, højtlæsning, sang, rim, remser og fortællinger.

De voksne er sproglige rollemodeller, som aktivt inviterer børnene til dialog og refleksion. Vi skaber læringsmiljøer, der stimulerer nysgerrighed, ordforråd og lysten til at kommunikere.

 

Det gør vi i Egernhulen:

Vi har fokus på sprogets betydning for børns udvikling. Vi taler med børnene og ikke til børnene.

Vi bruger ikke sarkasme eller ironi, da de to fænomener er svære at navigere i for børn. Vi er opmærksomme på, at de pædagogiske læringsmiljøer børnene møder i institutionen, understøtter børnenes sprogtilegnelse samt kommunikative strategier.

Sproget har stor betydning for barnets deltagelse i og bidrag til børnefællesskabet. Vi sætter ord på hverdagen, hvor vi fortæller hvad vi gør, stiller spørgsmål, har dialogisk læsning og leger med sproget i form af sange, rim og remser. Vi synger sange som er forbundet med bestemte rutiner f.eks. vaskehænder-sang. Vi guider børnene i, hvordan man indgår i dialog med hinanden, hvor vi skiftevis lytter og taler med børnene og sammen skaber en ramme for en ligeværdig samtale.

Legen giver mange muligheder for sproglige og kommunikative stimuli. Vi guider sprogligt børnene i deres interaktion med hinanden, så vi kan hjælpe dem med at sætte ord på intentioner, behov og følelser. Det kan give dem kommunikative strategier i hverdagens dialoger, men også i konfliktsituationer kan det give dem en mulighed for at sætte ord på deres frustrationer samt uenigheder og derved mulighed for at løse disse.  

Vi er opmærksomme på det nonverbale sprog særligt i forhold til vuggestuebørnene og børn med flere sprog. Vi gør os umage for at aflæse og forstå deres kropssprog og mimik, så vi kan sætte ord på deres intentioner, behov og følelser for dem, og på den måde kommunikere med dem og tillære dem sproglige færdigheder. 

 

Tegn på vi opnår målet:

  • At børnene har lyst og kan bruge sproget aldersvarende relevant i legen, til samlingen, til konfliktløsninger og i dagligdagsrutiner.
  • At børnene tør gøre brug af deres sproglige kunnen – også når det er svært.

 

Krop, sanser og bevægelse

Krop og bevægelse er en naturlig del af hverdagen i Egernhulen. Vi tilbyder aktiviteter, der styrker børnenes motoriske udvikling, kropsbevidsthed og glæde ved fysisk aktivitet.

Børnene får mulighed for at udforske deres omgivelser gennem bevægelse, leg og sanselige oplevelser både inde og ude. Vi understøtter udviklingen af både fin- og grovmotoriske færdigheder og bidrager til sunde vaner og trivsel.

 

Det gør vi i Egernhulen:

Vi er opmærksomme på at understøtte børnenes glæde ved bevægelse, kropslig og sanselig udfoldelse.

Dette gør vi ved at skabe læringsmiljøer der inspirerer, motiverer og inviterer til aktiviteter, hvor børnene kan udfolde sig, eksperimentere og afprøve egen krop. Legen og børnefællesskabet skal være bærende element for de kropslige udfoldelser, så børnene opnår en naturlig bevægelsesglæde. Børnene udforsker og oplever verden igennem kroppen, hvor vi som personale er positive rollemodeller, der viser bevægelsesglæde.

Vi skaber læringsmiljøer, inde såvel som ude, som indbyder til leg og bevægelse, hvor børnene har rige muligheder for at bevæge sig, få stimuleret deres forskellige sanser og være aktive samt sikre alderssvarende udfordringer. Der er også mulighed for lidt mere stille stunder hvor der er ro til fordybelse og refleksion. Vi bruger de lokale legepladsers ressourcer, hvor vi går ind imellem træer og buske, ruller på bakker og kravler op. Derved udfordres kroppen og der gives mange forskellige sanseoplevelser. Hvor både de stillesiddende og rolige og de aktive og vilde giver mulighed for at opdage, mærke og føle egen krop. 

 

Tegn på vi opnår målet:

  • At børnene udtrykker glæde ved at bruge kroppen, være i bevægelse og er selvhjulpne.
  • At børnene selv tager initiativ til bevægelse, udfordrer kroppen og er frie i deres bevægelser.
  • At børnene opnår en rutine i at vaske hænder og være selvhjulpne i f.eks. garderobe og på toilettet.
  • At børnene vil deltage og kan genkende sanseoplevelser.
  • At børnene naturligt søger kropslig udfordring.

 

Natur, udeliv og science

Naturen er et vigtigt læringsrum i Egernhulen. Gennem daglige oplevelser ude får børnene mulighed for at udforske naturens fænomener, årstidernes skiften og dyre- og planteliv.

Vi understøtter børnenes nysgerrighed, undersøgende tilgang og forståelse for sammenhænge i naturen. Gennem eksperimenter, observationer og praktiske erfaringer udvikler børnene begyndende naturfaglige kompetencer og respekt for miljøet.

 

Det gør vi i Egernhulen:

Vi har fokus på, at børnene får en grundlæggende forståelse for natur/science og de muligheder der er for at eksperimentere og danne erfaringer. Uderummet er en stor skattekiste fyldt med inspiration. Det er et rum, hvor vi leger, er nysgerrige, udforsker, undersøger og eksperimenterer. Vi benytter legepladsen og de omkringliggende naturarealer hvor dyre- og planteliv studeres på nærmeste hold.  

Naturen er et læringsrum for dannelsen af miljøbevidsthed, hvor vi arbejder med bæredygtighed og giver børnene indblik i f.eks. ”jord til bord” samt affaldshåndtering. Vi skaber et eksperimenterende læringsmiljø der tilbyder børnene at danne erfaring med teknologiske redskaber og begyndende matematisk opmærksomhed. Naturen er med til at sætte rammen for børnefællesskaberne gennem den undersøgende leg. Den stimulerer børnenes fantasi, giver førstehåndsoplevelser og erfaringer i samværet med andre børn. Vi skaber et rum for at vi som voksne også er nysgerrige og ønsker at lære sammen med børnene. Derigennem vil vi inspirere til at stille spørgsmål og danne videbegærlige små mennesker. 

 

Tegn på vi opnår målet:

  • Børnene gør sig tanker om at passe på naturen, dyr og planter.
  • Børnene bruger naturens materialer i legen og kommer selv med forslag til lege.
  • Børnene bemærker årstiderne og hvad der kendetegner dem.
  • Børnene udviser glæde ved at være i udelivet samt ser, udforsker og stiller spørgsmål om naturen, udelivet og science.
  • Børnene får lyst til at eksperimentere og stiller spørgsmål for at opnå ny viden.

 

Kultur, æstetik og fællesskab

Vi giver børnene mulighed for at møde forskellige kulturelle udtryksformer gennem musik, kreative aktiviteter, traditioner og lokale oplevelser.

Børnene får erfaringer med at udtrykke sig kreativt og opleve glæden ved at skabe noget sammen med andre. Vi værdsætter mangfoldighed og arbejder for, at børnene udvikler forståelse for både egne og andres kulturelle baggrunde og traditioner.

 

Det gør vi i Egernhulen:

Vi støtter børnene i deres æstetiske udtryk og udvikling ved at give dem kendskab til forskellige kreative materialer. Indholdet i aktiviteten tilrettelægges, så det kan fremme børnenes fantasi og skabe mulighed for, at de kan sætte deres eget aftryk på produktet. Når vi synger eller læser sammen med børnene, er vi opmærksomme på i særlige tilfælde at udvælge sange eller bøger, der både har en værdi i sig selv, men som også kan ses i sammenhæng med børnenes hverdag og til at understøtte en begivenhed.

Vi benytter lokale kulturtilbud til fællesoplevelser – og i dagligdagen har vi løbende opmærksomheden rettet mod de forskellige familiekulturelle baggrunde, børnene hver især kommer fra.

Som voksne går vi forrest og viser børnene at det ikke er farligt at stille sig op og til tider fejle. Vi hepper på hinanden og vi opfordrer hinanden til at udfolde os kulturelt med fantasi i centrum. Hver højtid fejres med særlige traditioner som børnene gennem årene i Egernhulen stifter bekendtskab med og glæder sig til.

 

Tegn på vi opnår målet:

  • At alle børnene viser glæde, genkendelse og interesse ved de forskellige oplevelser.
  • At børnene deltager i festligheder og genkender traditioner samt husker de ting vi ”plejer” at gøre.
  • At børnene genkender og udviser interesse for andre kulturer.
  • At børnene er trygge og aktivt deltager i tilblivelsen af kreative udtryksformer.

 

Forældresamarbejde

Vi ser forældrene som de vigtigste samarbejdspartnere omkring barnets trivsel, udvikling og læring. Derfor prioriterer vi en åben, ærlig, respektfuld og tillidsfuld dialog.

Gennem daglig kontakt, forældresamtaler og fælles arrangementer skaber vi et stærkt samarbejde, hvor barnets perspektiv og behov er i centrum.

En god forældrekontakt har høj prioritering til gavn for børnenes trivsel. Som personale er det vigtigt at sikre at informationsniveauet er højt. Formidling af børnenes liv i institutionen er en væsentlig del af kerneopgaven. Jo bedre forældre og personale samarbejder, jo mere deles viden om barnet, og det kommer barnet til gode både i hjemmet og i Egernhulen.

Vi prioriterer omsorgen højt, idet knus og kram, tæthed og nærvær er vigtige forudsætninger for at arbejdet med barnet skal lykkes. For barnet er hjemmet og institutionen to betydningsfulde verdener, som skal supplere hinanden. Ved behov vil vi gerne supplere med at give vejledning og støtte til at sikre barnets bedste udvikling. Hvor det for alle forældre er et personligt emne, er det for personalet i institutionen fagligt.

Derfor opfordrer vi forældre til at være åbne om deres tvivl, usikkerhed eller dårlige oplevelser. Vi har en stor bevidsthed om at vores faglighed gør at vores budskaber kan opfattes anderledes end det er vores mening. Derfor inddrager vi forældre i alle bekymringer vedr. deres barn og viser at vi vægter forældrenes holdninger, behov og ønsker højt. Forældrene kender deres barn bedst og det formidler vi altid i Egernhulen.

 

Evaluering

Vi arbejder systematisk med evaluering af vores læringsmiljøer og pædagogiske praksis.

Gennem observationer, refleksion, dialog og dokumentation følger vi børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Evaluering anvendes som et aktivt redskab til løbende udvikling af kvaliteten i Egernhulens pædagogiske arbejde og sikrer, at vores praksis understøtter målene i den styrkede pædagogiske læreplan.

Børn, pædagogik og samfundsforhold ændrer sig over tid, og ved løbende at evaluere og tilpasse planen kan vi:

  • Sikre relevans: Tilpasse indholdet til børnegruppens aktuelle behov og udviklingsniveau.
  • Forbedre pædagogisk praksis: Justere metoder og tilgange baseret på erfaringer og ny viden.
  • Overholde lovgivning og retningslinjer: Sikre, at vi lever op til gældende krav og standarder.
  • Styrke samarbejdet: Involvere forældre, personale og børn i en kontinuerlig udviklingsproces.

Den årlige justering hjælper os med at skabe de bedste betingelser for de skønne børn vi

arbejder sammen med hver dag og sikre deres læring og trivsel i hverdagen.